[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Simone Korfix Lindgreen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Science Fiction-filmene har gennem filmhistorien været genstand for megen anerkendelse; 80’ernes Sci-Fi konge Ridley Scott har brilleret med titler som Blade Runner (1982) og Alien (1979) og i nyere tid har Solaris (2002), Her (2013) og senest Blade Runner 2049 (2017) blandt mange andre domineret landskabet. De har bygget videre på en ældgammel genre, som mange nok vil mene startede med Rejsen til månen fra 1902.
Fælles for disse vellykkede Sci-Fi-film er en forunderlig eller dystopisk fremtidsverden, som er så realistisk skabt, at man ikke er et sekund i tvivl om, at verdenen under de rigtige omstændigheder kunne være virkelig. Når først fornemmelsen af, at verdenen fortsætter udenfor filmens ramme, er sivet ind, dukker den underliggende hypotetiske samfundskritik og etiske spørgsmål om forholdet mellem videnskaben og mennesket op – men det er netop her, QEDA fejler.
Året er 2095, byen er København og verden er ved at gå under grundet en miljøkatastrofe. Ferskvand er næsten ingen steder at finde, de fleste dyr er allerede uddøde, og det er kun et spørgsmål om tid, før menneskeheden står foran sit endeligt. En lille opsang til miljø- og klimadebatten er bestemt ikke nogen dårlig start for instruktør Max Kestner. Filmens eneste håb er efterretningschefen Fang Rung (Carsten Bjørnlund), en såkaldt QEDA, som gennem en pseudovidenskabelig molekylær spaltning deler sin krop i to, så den ene halvdel kan tidsrejse tilbage til år 2017. Her skal hans ene halvdel nå at redde nogle prøver fra den dalevende forsker Mona Lindkvist (Sofia Helin), som kan redde menneskeheden. Så langt så godt. Setuppet er et fint og kreativt udgangspunkt for en Sci-Fi, som lægger op til nogle interessante diskussioner om det at være et halvt eller et helt menneske.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
QEDA[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Max Kestner[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Herfra skvatter filmen fuldstændig fra hinanden. Den største og mest fatale fejl har været at lægge en voice over henover hele filmen, som forklarer alt. Ja, jeg mener virkelig alt. Den ellers ikke så komplicerede handling bliver forklaret, og Fang Rungs tanker og følelser bliver serveret for os på et sølvfad. Filmen stiller absolut ingen krav til seeren om at tænke selv. Hvis vi ikke fanger en vigtig pointe første gang, så bliver den alligevel fortalt igen. Og så lige en gang til, så alle er med.
Det virker ærligt talt som om, Max Kestner er sprunget over, hvor gærdet var lavest. Det er en del nemmere at fortælle, alt hvad der foregår, fremfor at få sit publikum til at stykke handlingen sammen selv og føle og reflektere over den. Det mest interessante ved filmen er idéen om to halve mennesker, som – bevares – bliver diskuteret i voice overen, men når jeg ikke kan se eller mærke forskel på en hel eller en halv Fang Rung, så smuldrer det mellem fingrene på mig.
Fotografen, Rasmus Videbæk, har dog skabt nogle fuldstændig uovertrufne billeder af tidsrejseporten i vand. Ligeledes er billederne af et oversvømmet dystopisk København bjergtagende. Man kunne dog have ønsket sig, at produktionen havde haft et større budget, så man havde haft råd til at lade en større del af filmen foregå i de ødelagte Københavnske gader anno 2095.
Max Kestner har ikke formået at skabe en dystopisk film, som tager fat i menneskeheden og klemmer til, indtil smerten får os til at reflektere over vores race, livet eller videnskaben. QEDAs grundlæggende idé har et stort potentiale, men udførelsen slår simpelthen fejl. Jeg må dog tage min hat af for at have modet til at lave en dansk Science Fiction-film.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer